Hamas: Muligt israelsk gidsel er nok død

Skrevet af admin

02/08/2014

Dagens topnyheder

Et israelsk bombardement har muligvis dræbt den 23-årige israelske soldat, som fredag angiveligt blev taget til fange af den islamistiske Hamas-bevægelse i Gazastriben.

Det oplyser Hamas' væbnede gren selv i en erklæring.

- Vi har mistet kontakten til gruppen af soldater, der var indblandet i bagholdsangrebet, og vi er af den overbevisning, at de alle er blevet dræbt af (et israelsk, red.) bombardement, skriver Hamas.

- Forudsat at de (palæstinenserne, red.) tog soldaten til fange under kampene, går vi ud fra, at han også er blevet dræbt ved episoden, tilføjer bevægelsen.

Israel beskylder Hamas for at have kidnappet soldaten, og både FN og USA har rettet deres vrede mod gruppen i kølvandet af den formodede tilfangetagelse, der skal være sket i forbindelse med, at Hamas - ifølge israelerne - fredag morgen brød en våbenhvile, der skulle have varet 72 timer.

Mindst 1509 palæstinensere har ifølge myndighederne i Gaza mistet livet, siden Israel 8. juli indledte sin offensiv mod mål i det tætbefolkede område.

Torsdag aften indgik de stridende parter en våbenhvile, der med begyndelse fredag morgen skulle vare tre døgn. Der gik dog kun ganske kort tid, før angrebene igen brød ud.

/ritzau/Reuters