Herredouble efter VM-sejr: God start på svær turnering

Skrevet af admin

27/08/2014

Mest læste i dag

Der var tilfredshed at spore hos Mathias Boe og Carsten Mogensen, efter at duoen onsdag spillede deres første kamp ved VM i badminton i Ballerup.

De tredjeseedede danskere, der var oversiddere i første runde, vandt sikkert med 21-8, 21-16 over verdensranglistens nummer 32, Chauyt Triyachart og Danny Bawa Chrisnanta fra Singapore.

- Vi vandt rimelig komfortabelt og lykkedes med nogle af de ting, vi havde talt om inden kampen.

- Så alt i alt var det en god start på en svær turnering. Nu er vi i gang, og det er vi rigtig glade for, siger Carsten Mogensen.

Danskerne vandt første sæt helt suverænt, hvorefter de kom bagud 2-7 i andet sæt.

Fra stillingen 9-9 var der dog ikke længere den store tvivl om udfaldet.

- Niveauet var rigtig højt. Vi gav lidt for mange point væk i begyndelsen af andet sæt, det skal vi lige arbejde med. Men ellers var det rigtig godt, siger Mathias Boe.

Efter mange ugers intense forberedelser var det en forløsning for OL- og VM-sølvvinderne at komme i gang med turneringen i Ballerup Super Arena.

- Nu har vi trænet i seks en halv uge. Det er ikke særligt underholdende mere i vores alder, man er ikke 20 år længere, siger 34-årige Mathias Boe.

I 1/8-finalen skal danskerne møde det tyske par Michael Fuchs og Johannes Schöttler.

- Tyskerne kan spille rigtig godt. Vi mødte dem i kvartfinalen ved EM, hvor vi vandt i to tætte sæt.

- De kan spille frit og give fuld gas, så de kan blive besværlige at have med at gøre, siger Mathias Boe.

/ritzau/