Heunicke jubler over Merkel-støtte til Femern

Skrevet af admin

28/04/2015

Mest læste i dag

Transportminister Magnus Heunicke (S) er særdeles tilfreds med den opbakning, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, tirsdag har givet til Femern-forbindelsen.

- Hendes udtalelser var så positive, at det var et meget markant signal om, at den fodslæben, som der har været i Tyskland om projektet historisk, netop er historisk.

- Helt i toppen af regeringen er man optaget af, at forbindelsen skal blive til noget, siger Magnus Heunicke.

De meldinger, Heunicke er så begejstret for, faldt på et pressemøde på Marienborg i forbindelse med Merkels statsbesøg.

- Forbundsregeringen står selvfølgelig bag Femern-forbindelsen, og vi vil gøre alt for, at landanlæggene bliver bygget, så forbindelsen kan rykke landene tættere sammen, sagde Angela Merkel.

Magnus Heunicke fortæller, at den tyske transportminister, Alexander Dobrindt, længe har været positivt stemt over for Femern-forbindelsen.

- Men derfra og så til at Europas mest magtfulde politiker taler så varmt om det her projekt, det er bemærkelsesværdigt, siger transportministeren.

Også Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, finder den tyske forbundskansler Angela Merkels udtalelser om Femern-forbindelsen meget positive.

- Det er en vigtig politisk melding fra Merkel, det må vi bare sige, siger han.

Kristian Pihl Lorentzen påpeger, at den tyske godkendelse af projektet er en af de store usikkerhedsfaktorer, der fortsat udestår.

Ud over den tyske godkendelse er det også vigtigt, at prisen bliver forhandlet ned, påpeger Magnus Heunicke.

- De priser, som kom ind før jul, var på et for højt niveau, fastslår ministeren.

Derudover afventer projektet støtte fra EU. Magnus Heunicke vurderer dog, at der er gode chancer for, at den falder på plads.

Samme dag som Merkel besøger Danmark, er anlægsloven om Femern-forbindelsen blevet vedtaget i Folketinget, dog med flere forbehold.

Først til efteråret vil forligskredsen give sit endelige grønne lys, og det er forudsat, at alting flasker sig.

/ritzau/