Historisk: Første dansker er i kredsløb om Jorden

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

Onsdag morgen klokken 06.37 er 38-årige Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde sendt af sted mod rummet og er nu succesfyldt sendt i kredsløb om jorden.

Han skal tilbringe ti dage i rummet, heraf otte på Den Internationale Rumstation (ISS).

De første ni minutter var de mest kritiske for opsendelsen af Sojus, og de forløb efter planen, hvilket også blev konstateret på den twitterkonto, der tilhører ISS:

- Afkobling af rumskib: Sojus TMA 18M er i kredsløb i en to-dages rejse mod #ISS.

Det vil sige, at de forskellige rakettrin på raketten Sojus er brændt ud og er blevet koblet af på de rigtige tidspunkter, hvilket er afgørende for, om Andreas Mogensen og hans to rejsefæller kommer i den rigtige bane, på deres vej op mod Den Internationale Rumstation.

De næste to dage skal Andreas Mogensen og hans kolleger, den russiske rumkaptajn Sergej Volkov og kasakheren Aidyn Aimbetov, tilbringe i rumkapslen, der er indrettet til at have de tre astronauter boende:

- Selvom Sojus er ret lille, er den inkluderet alle faciliteter for en todages rejse - mad, vanddispenser, toilet og plads til at sove, skriver ISS på sin twitterkonto.

Opsendelsen skete fra byen Baikonur i Kasakhstan.

/ritzau/