Hobro-træner får licens til Superligaen

Skrevet af admin

04/08/2015

Mest læste i dag

Hobro-træner Jonas Dal Andersen har i hele sidste sæson og i de første kampe efter sommerpausen optrådt på dispensation i Alka Superligaen.

Nu har han gennemgået den såkaldte DBU/Uefa Pro-license-uddannelse, som ifølge klubben er den højeste træneruddannelse i Europa.

Det oplyser Hobro IK i en pressemeddelelse.

Jonas Dal blev tilmeldt kurset i januar 2014, da Hobro lå til oprykning til Danmarks bedste fodboldrække. Dispensationen blev givet, da Jonas Dal meldte sig til kurset, og den trådte i kraft, da klubben rykkede op i Alka Superligaen.

- Vi er glade for, at Jonas Dal har gennemført P-uddannelsen og fået papir på, at han formelt kan træne i Alka Superligaen.

- Det er vigtigt at dygtiggøre klubbens trænere hele vejen rundt, så vi får nogle bedre træninger med højere fagligt niveau, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, i pressemeddelelsen.

Hobro blev nummer syv i sin første sæson i Superligaen nogensinde.

Efter tre spillerunder i den nye sæson er Hobro nummer ni med tre point for tre kampe.

/ritzau/