Horsens henter offensiv ghaneser i Prag

Skrevet af admin

01/08/2014

Dagens topnyheder

Horsens opruster til sæsonen i den næstbedste række, der begyndte i sidste weekend.

Fredag meddelte klubben på sin hjemmeside, at den har skrevet kontrakt med den ghanesiske offensivspiller Joseph Mensah, der har fået kontrakt frem til sommeren 2016.

Han har en fortid i ghanesiske Liberty og har senest repræsenteret Slavia Prag.

Joseph Mensah har været til prøvetræning i Horsens, hvor han har gjort et stærkt indtryk på den nye træner Bo Henriksen.

- Joseph Mensah er en af de mest spændende spillere, jeg har set meget længe, og han er den bedste prøvespiller, jeg nogensinde har set, siger Henriksen.

Den 19-årige Mensah ser Horsens som et godt sted til at videreudvikle sig som fodboldspiller.

- Jeg er en hurtig spiller, der gerne arbejder mellem felterne, og jeg er offensivt indstillet, men også disciplineret, siger Joseph Mensah.

Horsens indledte den nye sæson med uafgjort ude mod nedrykkeren Viborg.

/ritzau/