Hurtig anholdelse efter knivdrab i Odense

Skrevet af admin

30/03/2015

Dagens topnyheder

Politiet har sent mandag anholdt en 34-årig mand, der sigtes for at have dræbt en bekendt med kniv i Odense.

Offeret blev fundet siddende død på førersædet i sin egen bil mandag morgen.

Det var et vidne, der så, at manden i en Renault Megane på Jacob Hansens Vej i det sydlige Odense sad mærkeligt.

Kort efter viste det sig, at den 41-årige var blevet dræbt af knivstik.

- Han blev stukket to gange i ryggen, hvoraf det ene var dræbende, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til Ritzau.

Efter en intens efterforskning med talrige afhøringer har politiet anholdt den mistænkte på vedkommendes bopæl i det vestlige Odense kort før klokken 17.

- Vi er ved at afhøre ham i øjeblikket, siger Henrik Justesen mandag aften på spørgsmålet om, hvad den 34-årige siger til sigtelsen.

Intet tyder på, at forbrydelsen er relateret til bander, oplyser politiet.

- De kender hinanden, siger Henrik Justesen.

Han tilbageholder dog foreløbigt politiets teori om det mulige motiv.

- Der er nogle ting, vi er i færd med at klarlægge, siger lederen af efterforskningen.

Tidligere mandag sagde han, at forbrydelsen formentlig er sket i tidsrummet fra midnat til mandag morgen.

Offeret blev stukket enten ved bilen, eller mens han sad i førersædet. Kniven er dog endnu ikke fundet.

Efterforskerne var mandag ude for at tale med en række mennesker for at afdække offerets færden og for at få klarlagt hans netværk.

Det er i den forbindelse, at den 34-årige er blevet anholdt og sigtet.

Offeret var i forvejen kendt af politiet for kriminalitet, men politiet har ikke ønsket at gå i detaljer med den side af sagen.

/ritzau/