IS i Sinai tager ansvar for blodigt baseangreb: 27 dræbt

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

I en række beskeder på det sociale medie Twitter tager en gruppe, der anses for at være den islamistiske bevægelse Islamisk Stats gren i Egypten, ansvaret for et blodigt angreb i den nordlige del af Sinai.

Torsdag aften skriver gruppen ifølge Reuters, at den står bag i alt fire angreb, der fandt sted tidligere torsdag og kostede mindst 27 mennesker livet.

Angrebene er blandt de blodigste, der er set i Egypten i flere måneder.

Ansar Bayt al-Maqdis, som er Egyptens mest aktive militante gruppe, skiftede sidste år navn til Sinai Province og erklærede troskab til Islamisk Stat (IS), der har skabt rædsel i særligt Irak og i Syrien.

Mindst 27 meldes dræbt og 30 såret ved torsdagens forskellige angreb, der havde militære bygninger i byen Al-Arish som mål, siger sikkerhedskilder til Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er de fleste af de dræbte soldater, men der skal angiveligt også være civile blandt de dræbte og sårede.

Tidligere på dagen oplyste sikkerhedskilderne, at islamistiske militante formodedes at stå bag angrebene, der tilsyneladende var koordineret.

Det islamistiske oprør i Sinai har kostet hundredvis af sikkerhedsfolk livet i den fjerntliggende - men strategisk vigtige - ørkenregion, der grænser op til Gazastriben, Israel og Suezkanalen.

Spændingerne er taget til i området i denne uge, hvor fireårsdagen for opstanden mod den afsatte egyptiske præsident Hosni Mubarak førte til voldsomme sammenstød i Egyptens hovedstad, Kairo.

Sidste år forsøgte gruppen, der altså tidligere kaldte sig Ansar Bayt al-Maqdis, at dræbe landets indenrigsminister med en bilbombe i Kairo.

/ritzau/Reuters