IAEA-rapport: Så tæt er Iran på atombomben

Skrevet af admin

04/07/2015

Mest læste i dag

FN's atomkontrolinstans, IAEA, vil sidst på året kunne offentliggøre en rapport om sine undersøgelser af tidligere iransk atomforskning, der mistænkes for at være knyttet til udvikling af atomvåben, men det kræver Teherans samarbejde, siger IAEA's chef lørdag.

- Med samarbejde fra Iran er jeg overbevist om, at vi kan offentliggøre en rapport sidst på året med vurderinger af afklaringen på de spørgsmål, der knytter sig til mulige militære dimensioner, siger generaldirektør Yukiya Amano, Det Internationale Atomenergi Agentur.

Svar på IAEA's endnu uløste spørgsmål om den mulige militære dimension i forbindelse med den iranske atomforskning er betingelsen for at lette nogle af de sanktioner, som Iran er ramt af.

Det sker ifølge diplomater tæt på forhandlingerne, hvis det lykkes Teheran og de seks stormagter at blive enige om en historisk atomaftale i Wien.

Armano var i Teheran torsdag for at mødes med Irans præsident, Hassan Rouhani, og andre iranske toppolitikere for at drøfte de standsede IAEA-undersøgelser af Teherans tidligere atomare arbejde.

Generaldirektøren siger i overensstemmelse med en erklæring, som blev udsendt fra IAEA fredag, at rejsen bragte hans undersøgelser videre, men at der fortsat er behov for mere arbejde.

Iran forhandler med USA og fem andre stormagter - Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland - om en aftale, der skal indskrænke landets atomprogram i mindst 10 år til gengæld for, at de økonomiske sanktioner hæves.

Alle siger, at en aftale er inden for rækkevidde. Men der er flere vanskelige knaster, der skal klares.

En af dem er dødvandet i IAEA's undersøgelser af den militære dimension. Andre handler om adgang til iranske anlæg og tidsplanen for sanktionernes ophævelse.

Forhandlingerne om en endelig aftale overskred tidsfristen 30. juni, men parterne har givet sig selv en ny frist til 7. juli. De udenrigsministre, der ikke allerede er i den østrigske hovedstad, ventes at ankomme søndag for at færdiggøre arbejdet.

/ritzau/Reuters