Indien sender rumfartøj i kredsløb om Mars

Skrevet af admin

24/09/2014

Dagens topnyheder

Det er natten til onsdag dansk tid lykkedes for Indien at sende et rumfartøj i kredsløb om Mars, oplyser landets premierminister, Narendra Modi.

- Indien er med succes nået frem til Mars. Tillykke til alle, tillykke til hele landet, siger han.

Rumsonden Mars Orbiter blev sendt i kredsløb i første forsøg, og det er ikke sket for nogen nation før.

Rummissionen har kostet omkring 74 millioner dollar (428 millioner kroner), og det betegnes som småpenge, når man taler om rumfart.

- Jeg har sagt det før, men det beløb, som vores forskere har brugt på denne mission, er mindre, end hvad det koster at lave en Hollywood-film, siger premierministeren.

For eksempel kostede det cirka 100 millioner dollar at lave rumfilmen "Gravity".

Med et rumfartøj i kredsløb om Mars slutter Indien sig til USA, Rusland og Europa, der med succes enten er landet på Mars eller er kommet i kredsløb om den røde planet.

Så sent som natten til tirsdag sendte USA rumsonden Maven i kredsløb om Mars. Dermed er der nu hele fem operative rumsonder i kredsløb om planeten.

Indiens nyvalgte premierminister Modi fulgte intenst missionen fra kommandocentralen i Bangalore.

- Der er blevet skrevet historie i dag. Vi har vovet os ud i det ukendte og har opnået noget nær det umulige, siger han.

På Twitter bliver Indien lykønsket med sondens ankomsten til Mars af blandt andet den amerikanske rumfartsorganisation Nasa.

Indien har officielt haft et rumprogram de seneste 50 år.

/ritzau/Reuters