Internettet i Nordkorea er igen brudt ned

Skrevet af admin

27/12/2014

Mest læste i dag

Nordkoreanere har de seneste dage haft mere end svært ved at komme på internettet, og det gælder også lørdag. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, har nettet nemlig været nede i mindst to timer og er stadig nede.

- Klokken 19.30 lokal tid gik Nordkoreas internet og det mobile 3G-netværk ned. Klokken 21.30 er det ikke kommet op igen, skriver Xinhua.

I de seneste dage har internettet i Nordkorea i perioder været helt nede og i det hele taget kørt ustabilt, og regimet i det lukkede land beskylder USA for at stå bag nedbruddene.

- USA er med sin store fysiske størrelse og med sin uvidenhed om skammen ved at lege gemmeleg som børn med løbende næser begyndt at forstyrre internettet hos vores store medieudbydere, skrev Nordkoreas nationale forsvarskommission i en meddelelse lørdag.

Tidligere på ugen var de mest besøgte nordkoreanske hjemmesider nede i længere perioder. Ifølge amerikanske teknologiselskaber kunne det skyldes it-fejl eller deciderede hackerangreb.

Amerikanske embedsmænd har sagt, at USA ikke har været involveret i internetnedbruddet.

Striden mellem USA og Nordkorea er blusset op i forbindelse med filmen "The Interview", hvor der planlægges et attentat på den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Filmen er produceret af Sony Pictures, som er blevet udsat for et massivt hackerangreb, der ifølge amerikanerne stammer fra Nordkorea, hvilket nordkoreanerne adskillige gange har afvist.

Trods trusler fra en hackergrupper havde filmen premiere i amerikanske biografer første juledag, og den kan også ses på internettet.

/ritzau/AFP