Irak fordømmer angreb og beskylder Tyrkiet for krænkelser

Skrevet af admin

29/07/2015

Mest læste i dag

Iraks regering fordømmer tyrkiske angreb på kurdiske styrker i det nordlige Irak, hvor tyrkerne i sidste uge indledte en bombekampagne.

Bomberegnen er taget til natten til onsdag.

I en skriftlig udtalelse skriver præsident Haider al-Abadis kontor, at det er en "farlig eskalering og et angreb på Iraks suverænitet".

Irakerne, som har inviteret en koalition af lande til at bekæmpe Islamisk Stat (IS), får omfattende hjælp fra kurderne til kampen mod netop IS.

Abadi beder tyrkerne om at indstille disse bombetogter og i stedet søge en diplomatisk løsning på konflikten.

Tyrkiet har sat gang i en dobbelt offensiv.

Dels kaster militæret bomber mod mål tilhørende Kurdistans Arbejderparti, PKK, i Irak og Tyrkiet, dels angriber militæret Islamisk Stat i Syrien.

USA og Tyrkiet er blevet enige om etablere en sikker "IS-fri zone" over 90 kilometer i det nordlige Syrien.

Her vil man blandt andet træne moderate syriske oprørere og sørge for, at civile kan bo i fred for den ekstremistiske gruppe, som i nogle tilfælde henretter folk, der ikke efterlever dens aparte tolkning af islam.

Iraks præsident siger i erklæringen onsdag, at landet ikke tillader angreb på dets nabo (kurderne, red.) i den nordlige del af landet.

/ritzau/Reuters