Irakiske kurdere melder sig klar til kamp i Syrien

Skrevet af admin

20/10/2014

Mest læste i dag

Den kurdiske peshmerga-styrke i Irak er klar til at sende nogle af sine soldater til Syrien for at hjælpe kurderne i Kobani, der er under angreb fra Islamisk Stat.

Det siger en talsmand for den kurdiske lokalregering i Irak.

- Der er bestræbelser i gang, og vi er klar til at sende støtteenheder enten over land eller gennem luften, siger han.

Tidligere på dagen bekræftede den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, at regeringen i Ankara var klar til at lade kurdiske soldater fra Irak komme de kurdiske forsvarere i grænsebyen Kobani til undsætning.

- Vi hjælper peshmerga-styrker til at krydse grænsen ind til Kobani, sagde ministeren på et pressemøde i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

- Vi ønsker ikke at se Kobani falde, sagde han uden at give nærmere oplysninger om, hvordan troppeforstærkningen skal foregå.

Tyrkiet har været passive under Islamisk Stats fremmarch i Irak og Syrien og har indtil videre nægtet at tage del i kampen mod ekstremisterne.

Landet har også forbudt mange kurdere, der er flygtet fra Kobani og over på den anden side af grænse til Tyrkiet, i at vende tilbage, for at at komme den kurdiske milits i byen til undsætning.

Det forbudte tyrkisk-kurdiske parti PKK og dets milits har relationer til kurdiske grupper i både Irak og Syrien, og det anses for en af forklaringerne på, at Tyrkiet har tøvet.

/ritzau/Reuters