Ishockey: Sønderjyske slår Herning på overtidsscoring

Skrevet af admin

04/10/2015

Dagens topnyheder

De danske mestre fra Sønderjyske vandt søndag ishockey-klassikeren mod Herning med 5-4 på hjemmebane.

De to hold måtte ty til overtid for at finde en vinder. 83 sekunder inde i den fjerde periode scorede Anders Overmark hjemmeholdets sejrsmål.

Det var en afvekslende kamp, hvor holdene på skift var ovenpå.

Sønderjyske kom på 1-0 allerede efter to minutter, men inden første periode var ovre, førte Herning 3-1.

Anden periode var Sønderjyskes, og 1-3 blev vendt til 4-3, inden sidste periode. Her udlignede Hernings Jordan George og tvang kampen ud i overtid, hvor Overmark bragte jubel hos hjemmepublikummet i Vojens.

Sønderjyske fører nu ligaen med 16 point, mens Herning blot ligger nummer syv med seks point for ligeså mange kampe.

/ritzau/