Islamisk Stats talsmand meldes dræbt i Syrien

Islamisk Stats talsmand Muhammad al-Adnani er blevet dræbt i Aleppo i det nordlige Syrien.

Det oplyser gruppen via sit eget nyhedsbureau, Amaq, som citerer en unavngiven militærkilde.

Det er ikke oplyst, præcis hvordan Adnani mistede livet. Islamisk Stats omtale af hans død er dateret mandag, men derudover er der ingen yderligere oplysninger.

Adnani kommer oprindeligt fra Idlib-provinsen i Syrien. Oprindeligt havde han svoret troskab til terrornetværket al-Qaeda.

Han har tidligere været amerikansk krigsfange i Irak.

Talsmanden har flere gange optrådt i videoer, hvor han har opfordret til terrorangreb i den vestlige verden og til at dræbe europæere og ikkemuslimer.

I januar blev Adnani meldt såret ved et luftangreb i Irak.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip