Islamister varmer op til protester i Egypten

Skrevet af admin

23/11/2014

Dagens topnyheder

Det forbudte Muslimske Broderskab i Egypten giver sin støtte til de protestdemonstrationer, der er indkaldt til i Egypten på fredag.

Sådan hedder det i en erklæring, som broderskabet har udsendt.

- Det Muslimske Broderskab tilslutter sig opfordringen til protester for at bevare nationens identitet, som det egyptiske folk, herunder Det Muslimske Broderskab, har kæmpet for, siger bevægelsen i erklæringen.

Det fremgår ikke af erklæringen, om broderskabets folk vil deltage i de protester, som er indkaldt af gruppen Salafi Front, der er en islamisk gruppe, som støtter den nu afsatte præsident Mohammed Mursi.

Mursi blev væltet i juli 2013 af militæret. Dengang var hærchefen Abdel Fattah al-Sisi, som nu er præsident.

I december sidste år blev Det Muslimske Broderskabet erklæret for en terrororganisation.

Salafi Front har indkaldt til demonstrationer landet over og kalder aktionen for "Den muslimske ungdoms oprør".

Frontens talsmand, Mohammed Galal, siger, at demonstrationen skal erklære, at Egypten har en islamisk identitet.

- Vort krav er ikke blot at vælte Sisi, det er også at kæmpe for vor islamiske identitet, siger han.

Mursis tilhængere har før forsøgt at tromme demonstrationer sammen, men deres evner til at samle store menneskemasser er blevet dårligere og dårligere i takt med, at regeringen og militæret har slået hårdt ned på dem.

Også denne gang er myndighederne klar.

- Vi vil reagere med fasthed på enhver voldshandling ved at bruge lovgivningen. Brud på loven vil ikke blive taget let, siger indenrigsminister Mohamed Ibrahim.

/ritzau/AFP