Island-træner: Vi kan spille endnu bedre

Skrevet af admin

28/06/2016

Dagens topnyheder

Island, EM-slutrundens helt store overraskelse, har endnu mere at byde på, end holdet indtil nu har vist.

Det er efter mandagens 2-1-sejr over England budskabet fra Heimir Hallgrimsson, der er den ene del af den islandske trænerduo.

- Vi er langsomt blevet bedre, og i mine øjne var dette vores bedste kamp indtil nu, men vi har endnu ikke vist, hvad vi kan. Forhåbentligt har vi stadig til gode at spille vores bedste kamp, siger Heimir Hallgrimsson ifølge Reuters.

Efter mindre end fem minutters spil kom islændingene bagud i ottendedelsfinalen. Men kort efter udlignede Island, og i det 18. minut bragte ønationen sig foran.

Lars Lagerbäck, der står i spidsen for holdet sammen med Heimir Hallgrimsson, mener, at den islandske succes kan gavne landsholdsspillerne på klubplan.

- Resultatet (mod England, red.) kan få indflydelse på deres fodboldliv, fordi nogle af spillerne fortjener kontrakter på højere niveau end i dag, siger Lars Lagerbäck ifølge uefa.com.

Den svenske træner har efter knockoutkampen kun rosende ord at sende til sine spillere.

- Det var en holdindsats. Vi gør det rigtig godt defensivt - alle udfører deres pligter og er gode til at læse spillet. Angrebsspillet var også rigtig godt, siger Lars Lagerbäck.

Island skal i kvartfinalen møde værtsnationen Frankrig. Den kamp bliver spillet søndag.

/ritzau/