Israel dræber to mistænkte for bortførelse af teenagere

Skrevet af admin

23/09/2014

Dagens topnyheder

Israelske styrker har dræbt to palæstinensere, der mistænkes for at have bortført og dræbt tre israelske teenagere i juni. Det oplyser en talsmand for det israelske militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det var drabet på de tre teenagere, der var med til at starte nye spændinger mellem palæstinensere og israelere, hvilket siden eskalerede og blev til egentlige krigshandlinger i Gaza i løbet af juli, da Israel iværksatte en offensiv for at stoppe raketangreb fra Gazastriben.

Israel havde i flere måneder søgt efter de to mænd, Marwan Kawasme og Amar Abu Aysha, som var militante i 30'erne fra Hebron. De var blevet udpeget som de mænd, der skød og dræbte de tre israelske teenagere, da disse blaffede en aften tæt ved en jødisk bosættelse.

Indbyggere i Hebron siger, at israelske soldater omringede et hus i byen før daggry, hvorefter der lød skudsalver. Militæret siger, at hæren og politiet havde lokaliseret Kawasme og Abu Aysha og ville anholde dem.

- Vi åbnede ild, de svarede igen og de blev dræbt i skudvekslingen, siger oberstløjtnant Peter Lerner fra det israelske militær.

Hebrons guvernør, Kamel Hmeid, siger på palæstinensisk radio, at "det står klart nu, at de to martyrer, al-Kawasme og Abu Aysha, blev dræbt ved et militært angreb."

- Vi fordømmer denne forbrydelse, denne likvidering som overlagt og planlagt drab, siger han.

Kawasme og Abu Aysha havde tilknytning til Hamas, som i første omgang afviste at have forbindelse til drabene på de israelske teenagere. Men ledelsen i Hamas tog i sidste måned skylden for drabene, selv om den ikke havde fået noget at vide om drabene på forhånd.

Ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder mistede 2139 palæstinensere livet under den 50 dage lange konflikt i Gaza. Flere end 490 ofre var børn.

På israelsk side mistede 64 soldater og seks civile livet.

Konflikten endte den 26. august.

/ritzau/Reuters