Israel skyder og dræber palæstinenser i Gaza

Skrevet af admin

23/11/2014

Mest læste i dag

Israelske styrker skal søndag have dræbt en palæstinenser i det nordlige Gaza, oplyser en talsmand fra den palæstinensiske redningstjeneste til nyhedsbureauet AFP.

Skyderiet bekræftes ifølge Reuters af det palæstinensiske sundhedsministerium og er det første med dødelig udgang siden august, hvor Israel og palæstinenserne indgik en våbenhvile efter en 50-dage lang konflikt.

Ministeriet har identificeret den dræbte som en 32-årig mand, og han er blevet skudt øst for flygtningelejren Jabalya i den nordlige del af Gaza.

Talsmanden for den palæstinensiske redningstjeneste, Ashraf al-Qudra, siger til AFP, at en kugle, der tilsyneladende blev affyret fra et vagttårn, ramte en bonde, der arbejdede på sin mark nær grænsehegnet til Israel.

En pårørende til den dræbte siger dog ifølge Reuters, at manden var på jagt efter fugle, der bor i reder i træer nær grænsen til Israel. Fuglene kan angiveligt sælges til en god pris på markeder i Gaza.

Det israelske militær har endnu ikke kommenteret hændelsen. Ifølge nyhedsbureauet dpa er militæret i færd med at undersøge skudepisoden.

Israel og palæstinenserne blev enige om en våbenhvile 26. august. Den satte en stopper for 50 dages blodige uroligheder, hvor 2140 palæstinensere og 73 israelere mistede livet hen over sommeren.

Det har imidlertid i den senere tid virket som om, at spændingerne er ved at blusse op igen i særligt den østlige del af Jerusalem, hvor flere civile israelere er blevet dræbt under palæstinensiske angreb.

I tirsdags blev fem israelere dræbt, da to mænd bevæbnet med økser og knive angreb en synagoge i Jerusalem, inden de selv blev dræbt af skud fra politiet.

Efter angrebet svor Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel ville svare hårdt igen på angrebet. Blandt andet skulle gerningsmændenes boliger jævnes med jorden.

/ritzau/AFP