Israel trækker ambassadør hjem fra Sverige

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

Israel tilbagekalder sin ambassadør i Stockholm som følge af, at Sverige torsdag har besluttet at anerkende staten Palæstina, skriver den israelske avis Haaretz.

Israels udenrigsminister, Avigdor Liberman, overvejer helt at nedlægge diplomatposten i Stockholm og dermed officielt at nedtrappe landets diplomatiske forbindelser til Sverige, skriver Haaretz.

Sverige er det første EU-land, som anerkender staten Palæstina.

- Stockholm er nødt til at forstå, at forhold i Mellemøsten er mere komplicerede end saml-selv-møbler fra Ikea, siger Liberman ifølge Jerusalem Post.

Ministeren siger, at den eneste mulighed for at nå en aftale i Mellemøsten er gennem forhandlinger, og at handlinger som den svenske blot skubber en aftale længere væk.

- Det er en skam, at den svenske regering har valgt at vedtage denne beslutning, som skader en masse og ikke har nogen fordele, siger han ifølge Jerusalem Post.

Den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, sagde tidligere torsdag, at hun håber, at Sveriges beslutning kan bane vejen for, at flere følger efter.

- Med denne beslutning sætter vi os på fredsprocessens side, sagde hun på et pressemøde i Stockholm.

Wallströms opfordring er rettet til de øvrige EU-lande.

Hun siger, at tidspunktet er det rette efter 20 års frugtesløse forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, og at de folkeretslige betingelser for at anerkende Palæstina er opfyldte.

- Der findes et territorium, der findes en befolkning, og der findes en regering, lyder det fra den svenske udenrigsminister.

En talsmand for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, kaldte tidligere torsdag Sveriges anerkendelse for "modig og historisk".

/ritzau/TT