Israelske fly bomber i Gaza som svar på raketnedslag

Skrevet af admin

20/12/2014

Dagens topnyheder

Israelske fly har tidligt natten til lørdag bombet mål i Gazastriben som svar på et raketangreb fra Gazastriben fredag eftermiddag, oplyser Israels hær ifølge Reuters

Det er det første israelske luftangreb siden Operation Protective Edge i sommer, hvor Israel gik ind i Gaza som svar på en række raketangreb fra den militante bevægelse Hamas, der kontrollerer Gazastriben.

Ifølge Israels hær har målene for bombardementerne natten til lørdag været Hamas' "terrorinfrastruktur".

- Terrororganisationen Hamas er ansvarlig for dagens angreb mod Israel, siger forsvarets talsmand Peter Lerner i en udtalelse.

- IDF (det israelske forsvar, red.) vil ikke tillade noget forsøg på at undergrave sikkerheden og civiles velbefindende i Israel, tilføjer han.

Raketten fra Gaza er den første siden 1. november. Den slog ned på en åben mark i Israel, og ingen personer kom til skade.

En talsmand for sundhedsministeriet i Gaza oplyser til AFP, at der ikke er meldinger om nogen dræbte eller sårede i forbindelse med luftangrebene nær Khan Yunis i den sydlige del af Gaza.

Ved krigen i sommer mellem Israel og Hamas mistede 2131 palæstinensere livet i den 50 dage lange konflikt. 66 soldater og seks civile mistede livet på israelsk side.

/ritzau/