Jakob Ankersen sender Esbjerg videre i Europa

Skrevet af admin

24/07/2014

Mest læste i dag

Det var hverken imponerende eller prangende. Men det var nok til at gå videre i Europa, da Esbjerg på hjemmebane slog FC Kairat Almaty med 1-0.

Samlet vandt Esbjerg 2-1 over kasakherne, efter at det første opgør var endt 1-1. Dermed er Esbjerg klar til tredje runde af kvalifikationen til Europa League.

Jakob Ankersen bragte Esbjerg foran 1-0 efter 38 minutter, da han med en kølig afslutning udnyttede et koks i udeholdets forsvar.

Målchancen opstod lidt tilfældigt, da Esbjerg-angriberen Martin Pusic forsøgte at tage et træk forbi en modstander, der fik sendt bolden lige i fødderne på Jakob Ankersen, så kantspilleren kom helt fri i feltet.

Efter Esbjergs mål skulle FC Kairat Almaty score for at bringe balance i regnskabet, og det var brasilianske Isael tæt på blot få minutter senere, da han bankede bolden på overliggeren.

Så var vestjyderne advaret, og kampen var bestemt heller ikke afgjort endnu. Kasakherne havde flere farlige angreb, hvor de med lidt mere held sagtens kunne have scoret.

Esbjerg mangler stadig at stå bomsolidt i forsvaret med flere nye folk, der har taget over efter Peter Ankersen og Kian Hansen, som er skiftet til udenlandske klubber.

Samtidig var både Jonas Knudsen og Jerry Lucena ramt af skader, så Martin Bergvold måtte vikariere på en uvant plads som venstreback.

Det skal dog siges, at Eddi Gomes, som er kommet til fra HB Køge, gjorde det fortrinligt ved siden af Michael Jakobsen i midterforsvaret, og det lover godt for resten af sæsonen.

Peter Ankersens afløser Ryan Laursen gjorde det også godt som højreback med flere gode fremstød, der skabte farlige situationer.

I tredje runde af Europa League-kvalifikationen skal Esbjerg nu møde den polske klub Ruch Chorzow, som torsdag spillede 0-0 ude mod FC Vaduz fra Liechtenstein. Samlet vandt polakkerne 3-2.

/ritzau/