Jamaicaner er klodens hurtigste kvinde

Sprinteren Elaine Thompson fra Jamaica kan nu prale af at være klodens hurtigste kvinde.

Den 24-årige jamaicaner vandt natten til søndag dansk tid guld i 100 meter løb i Rio. Det var hendes første olympiske medalje.

Allerede fra start var hun i front, og da hun passerede målstregen, var der luft ned til konkurrenterne på målfotoet.

Elaine Thompson passerede målstregen i tiden 10,71 sekunder, hvilket er en enkelt hundrededel af et sekund langsommere end jamaicanerens personlige rekord.

Hun henviste landsmanden Shelly-Ann Fraser-Pryce, der vandt OL-guld i både Beijing og London, til tredjepladsen. Hun løb i tiden 10,86 sekunder.

Mellem de to jamaicanere pressede amerikaneren Tori Bowie sig ind. Hun brugte 10,83 sekunder på at løbe de 100 meter.

/ritzau/

Dagens Gossip