Jan Mølby: Klopp skal hente Steven Gerrard

Skrevet af admin

09/10/2015

Mest læste i dag

- Fantastisk.

Den danske Liverpool-legende Jan Mølby føler sig overbevist om, at Liverpool har foretaget en klog beslutning ved at hente tyskeren Jürgen Klopp ind som manager.

Klubben, der i weekenden fyrede Brendan Rodgers, bekræftede nyheden om Klopp torsdag aften.

- Jeg husker ikke at have oplevet, så mange Liverpool-tilhængere være enige i en beslutning, som klubben har truffet, skriver Jan Mølby i en blog i Liverpool Echo.

Med managerskiftet følger flere udskiftninger i staben omkring holdet, og Mølby mener, at Klopp bør tilknytte nogle Liverpool-legender.

Han peger ikke mindst på Steven Gerrard, der efter sidste sæson skiftede til LA Galaxy efter 17 år som Liverpool-spiller.

- For mig at se har den nye manager en perfekt chance for at hente Anfield-legender til sin stab.

- Jamie Carragher og Steven Gerrard bør hentes ind. Det har været et stort tab for klubben at miste de to, og det er et must at få dem tilbage i en eller anden funktion.

- Forestil dig at have dem siddende til at sælge klubben, når du sidder i forhandling med en spiller. Spilleren vil skrive under med det samme, lyder det fra Jan Mølby, der repræsenterede Liverpool fra 1984 til 1996.

48-årige Klopp bliver officielt præsenteret fredag som Liverpools nye manager. Det sker på en pressekonference klokken 11 dansk tid.

/ritzau/