Japan åbner folden for import af dansk oksekød

Skrevet af admin

09/02/2016

Dagens topnyheder

Mellemgulvsmuskler og tunger fra kvæg er sjældent at finde på danske menukort. Men japanerne er glade for de utraditionelle udskæringer, og nu får de mulighed for at købe dem fra Danmark.

Det bliver muligt, da Japan nu har godkendt import af dansk oksekød for første gang i 15 år. Landet indførte forbud mod import af oksekød fra EU, da kogalskaben ramte Europa i slutningen af halvfemserne.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Japanerne har en meget høj fødevaresikkerhed, og det er en stor blåstempling af Danmark som fødevareproducent, at vi nu som et de første EU-lande igen kan eksportere oksekød til Japan, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Hun vil presse på for, at lande som Vietnam og Sydkorea følger i japanernes spor.

Sidste år var japanske sundheds- og fødevaremyndigheder på to omfattende inspektionsbesøg hos danske oksekødsproducenter og hos Fødevarestyrelsen.

Målet var ved selvsyn at få dokumenteret, hvordan Danmark arbejder med forbruger- og fødevaresikkerhed.

Først skal virksomhederne dog bevise, at de lever op til de særlige japanske krav, og foreløbigt står ti danske virksomheder klar til at få de ekstraordinære tilsyn og dermed få de certifikater, som er en forudsætning for at eksportere til Japan.

Hos Landbrug & Fødevarer ser administrerende direktør Karen Hækkerup det som en kæmpe anerkendelse til danske oksekødsproducenter, at Japan har ophævet sit importforbud.

- Eksporten af tunger og mellemgulvsmuskler til Japan viser, at danske virksomheder er gode til at få det bedste ud af de råvarer, vi producerer.

- Mellemgulvsmuskler er i dag ikke i særlig høj kurs i Europa, og det meste går til hakket kød. I Japan er det en delikatesse og kan sælges til gode priser, siger Karen Hækkerup.

/ritzau/