Jelved vil bremse matchfixing med økonomisk straf

Skrevet af admin

05/03/2015

Mest læste i dag

Idrætsorganisationer risikerer at blive trukket i deres tilskud fra staten, hvis ikke de hjælper til med at bekæmpe matchfixing.

Det skriver netavisen Altinget på baggrund af et lovforslag fra kulturminister Marianne Jelved (R).

- Folkeligt vil det jo være vanskeligt at forsvare, at vi skulle opretholde et tilskud til nogle, der ikke overholder loven, og ikke gør nok for at få den overholdt. Det handler jo i sidste ende om idrættens integritet, siger Marianne Jelved til Altinget.

- Vi skal bekæmpe matchfixing på alle relevante måder. Man kan jo godt have nogle regler og en formuleret politik på området, men hvis man ikke håndhæver det i virkelighedens verden, så risikerer man altså nu at få reduceret eller frataget sit offentlige tilskud, fortsætter hun.

Muligheden for at ramme idrætsorganisationerne på pengepungen kommer i kølvandet af flere sager om matchfixing i blandt andet dansk fodbold.

I lovforslaget – der dermed sidestiller indsatsen mod matchfixing med indsatsen mod doping – indføres det desuden som en ny betingelse for i det hele taget at modtage eksempelvis tips- og lottomidler fra staten, at idrættens organisationer indfører og "til enhver tid håndhæver" regler om at bekæmpe manipulation af idrætskonkurrencer eller kampe.

Risikoen for økonomiske sanktioner skaber ikke den store bekymring hos Danmarks Idræts Forbund (DIF).

- Vi har ikke haft bemærkninger til det. Det hænger sammen med, at vi allerede i 2013 har vedtaget et lovregulativ vedrørende matchfixing, som omfatter alle i DIF-idrætten. Derfor mener vi, at vi er dækket ind, siger kommunikationschefen i DIF, Steen Dahl Pedersen, til Altinget.

Marianne Jelved anerkender, at DIF "gør meget og har taget initiativ til at lave regler".

- Men så kan der jo komme en sag på et tidspunkt i ét af deres forbund, hvor forbundet så ikke hjælper med til at opklare sagen. Og så har vi pludselig en ny situation, siger hun til Altinget.

/ritzau/