John Kasich bekræfter kampagne-stop: Kun Trump tilbage

Skrevet af admin

05/05/2016

Mest læste i dag

Ohio-guvernør John Kasich bekræfter sent onsdag aften dansk tid det, der tidligere på dagen kom frem i flere amerikanske medier.

Han stopper sin valgkampagne i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat. Dermed er det officielt, at Donald Trump er den eneste tilbageværende republikaner i kandidatkapløbet.

- Jeg suspenderer min kampagne med en fornyet og dybere tro på, at Herren vil vise mig vejen, siger John Kasich i talen.

Han benytter talen til at takke alle sine støtter og de personer, der har arbejdet for hans kampagne.

- Ingen har nogensinde gjort mere med de få midler, vi har haft, siger Kasich.

Natten til onsdag dansk tid indstillede også Texas-senator Ted Cruz sin kampagne efter endnu et skuffende primærvalg - denne gang i delstaten Indiana, hvor Cruz' stab havde satset på en sejr. I stedet sejrede Trump klart.

Dermed har mangemilliardæren Donald Trump fejet al modstand til side. Han bliver med meget stor sandsynlighed Republikanernes præsidentkandidat.

63-årige Kasich regnes som en moderat konservativ republikaner, og han var det republikanske establishments eneste håb i forsøget på at forhindre, at Trump bliver partiets præsidentkandidat.

Matematisk havde Kasich for længe siden forpasset muligheden for at vinde et flertal af de delegerede, der ville gøre ham til partiets præsidentkandidat. Men mange i partiet satsede på, at Trump heller ikke ville få et flertal.

De håbede i så fald på, at Kasich ville blive det store kompromis på partikonventet i juli - at han ville blive tildelt nomineringen.

Kasich har kun været i stand til at vinde én stat, og det var hans hjemstat Ohio.

Republikanernes præsidentkandidat skal formelt vælges på partiets konvent i juli.

Hos Demokraterne fører Hillary Clinton klart over modstanderen Bernie Sanders.

Der er præsidentvalg 8. november i USA. Vinderen af valget erstatter demokraten Barack Obama i Det Hvide Hus i januar.

/ritzau/