Jordens befolkning vokser eksplosivt frem mod 2050

Skrevet af admin

29/07/2015

Dagens topnyheder

Der bliver trængsel på kloden og kamp om naturrigdomme og plads i de næste årtier i takt med at befolkningstallet skyder i vejret - især i Afrika.

Verdens befolkning er i dag 7,3 milliarder mennesker. Om 15 år ventes tallet at passere 8,5 milliarder, i 2050 når det op på 9,7 milliarder mennesker. I 2100 vil vi være hele 11,2 milliarder verdensborgere.

Det fremgår af FN's nye fremskrivning over Jordens befolkning, der fremlægges onsdag i New York. Befolkningsvæksten sker først og fremmest i Afrika.

Frem mod 2050 vurderes 28 lande i Afrika at fordoble deres befolkningstal. Og i 2100 vil 10 afrikanske stater mindst have femdoblet deres folketal, venter FN. Det er Angola, Burundi, DRCongo, Malawi, Mali, Niger, Somalia, Tanzania, Uganda og Zambia.

FN's Klimapanel (IPCC) peger i sin seneste status fra 2014 på befolkningsvæksten som en af årsagerne til, at Jordens klima løber løbsk.

Alligevel er spørgsmålet om at begrænse det, nogle kalder "befolkningsbomben", et særdeles følsomt emne i FN og i de kredse, der arbejder med udvikling.

John Wilmoth, leder af FN's afdeling for befolkningsspørgsmål, anerkender det dog som et problem, at folketallet vokser så stærkt i de fattigste lande - selv om væksten er dalet en anelse over det meste af verden de seneste år.

- Det gør det vanskeligere at udrydde fattigdom og ulighed, at bekæmpe sult og underernæring og at udrulle uddannelses- og sundhedssystemer, som er afgørende for at opfylde den ny dagsorden om bæredygtighed, siger han.

Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) forkvinde, Helle Munk Ravnborg, ser dog ikke befolkningsvæksten som et problem i sig selv. Det er vores forbrug og fordelingen af verdens goder, den er gal med, mener hun og glæder sig i øvrigt over de positive tendenser, der også er i FN-rapporten.

- Man kan ikke se det alene som et befolkningsproblem, det er for isoleret. Det er svært at begræde, at flere børn får lov til også at opleve deres seksårsfødselsdag, og at mennesker overlever aids hyppigere i dag.

- Den triste nyhed er, at vi bliver så mange mennesker, når vi allerede i dag lægger beslag på halvanden klode, målt på det økologiske fodaftryk, siger hun.

En europæer slider tre gange mere på planetens naturgrundlag end en afrikaner, og en amerikaner hele fem gange mere, påpeger MS' forkvinde.

/ritzau/