Jordskælv får huse til at kollapse i OL-landsby i Japan

Skrevet af admin

23/11/2014

Mest læste i dag

Et jordskælv med en styrke på 6,2, der sent lørdag aften lokal tid ramte det centrale Japan, har kvæstet 39 personer, heraf syv alvorligt, oplyser landets regering søndag.

Jordskælvet havde sit epicenter nordvest for hovedstaden Tokyo i regionen omkring Nagano, hvor der i 1998 blev holdt De Olympiske Lege.

De værste skader skete i bjergene, hvor flere huse og store vandrørledninger blev ødelagt.

I det populære skiområde Habuka, hvor en del af vinterlegene fandt sted under olympiaden i Nagano for 16 år siden, blev flere hjem tilintetgjort, siger de lokale myndigheder.

Helikopteroptagelser fra tv-stationen NHK viser adskillige sammenstyrtede huse i Habuka.

Omkring 30 personer blev fanget i ødelagte huse i forbindelse med jordskælvet, men alle er ifølge japanske medier reddet ud i live.

Japans meteorologiske institut advarer om, at der kan komme efterskælv i den næste uges tid.

Det er ikke usædvanligt, at Japan bliver ramt af kraftige jordskælv, men det er sjældent, at der sker store skader, fordi mange huse er bygget til modstå selv kraftige rystelser.

Ifølge Japans regering er der ikke sket nogen skade på de syv atomreaktorer på det nærliggende Kashiwazaki-Kariwa-atomkraftanlæg, der har været ude af drift siden det store jordskælv i 2011, der udløste en kraftig tsunami og førte til en nedsmeltning af Fukushima-atomkraftværket.

Omkring 18.000 mennesker mistede dengang livet.

/ritzau/AFP