Journalister: Dom kan skræmme whistleblowere til tavshed

Skrevet af admin

29/06/2016

Mest læste i dag

Det er ikke kun ærgerligt for de to whistleblowere, der ved en domstol i Luxembourg onsdag er blevet idømt betingede fængselsstraffe for at have lækket tusindvis af dokumenter om skattesnyd.

Dommen er også ærgerlig for fremtidens whistleblowere, mener Lars Werge, der er formand for Dansk Journalistforbund og kæmper for en større beskyttelse af whistleblowere.

Han frygter, at flere kommende whistleblowere efter dommen vil undlade at dele vigtige dokumenter, der kan afsløre nye skandalesager.

- Dommen betyder, at det bliver et endnu sværere valg for den enkelte at risikere sit job og risikere en fængselsstraf, siger Lars Werge.

- De to whistleblowere i LuxLeaks-sagen har fremlagt materiale af helt afgørende samfundsmæssig betydning. Det er afsløring af skatteskjul, som må vægte tungere end den eventuelle forbrydelse ved at give dokumenterne videre.

Dokumenterne viste, at myndighederne i Luxembourg har ladet multinationale selskaber slippe billigt i skat af overskud, som er tjent i andre EU-lande. De andre lande mister på den måde store skatteindtægter.

Det er to tidligere ansatte i revisionsfirmaet PriceWaterhouse Coopers, der er dømt i sagen. De får betingede fængselsstraffe på henholdsvis 12 og ni måneder.

Til gengæld er en journalist, der også var tiltalt i sagen, blevet frifundet for alle anklager.

- Det er klart, at vi synes, det er godt, at journalisten er blevet frifundet. Det vil jo være at skyde budbringeren, hvis man dømte journalisten, siger Lars Werge.

- Men sådan en dom kan gøre det svært for os journalister at få kilder.

Journalistformanden medgiver, at læk af dokumenter altid skal vejes op imod hensynet til lovgivningen og hensynet til offentligheden.

- I det her tilfælde må man bare sige, at der er blevet afsløret nogle helt vanvittige ting, siger han.

- Jeg håber, at justitsministeren og andre gode politikere tænker på, at den her sag viser, at whistleblowere har en vigtig funktion i et demokratisk samfund.

/ritzau/