K modsætter sig Pinds forslag om sessionslogning

Skrevet af admin

05/02/2016

Mest læste i dag

De Konservative støtter ikke Venstre-regeringens forslag om at registrere danskernes internetaktivitet- også kaldet "logning", skriver partiet i en pressemeddelelse.

- Det vil gå ud over danskernes frihed og er helt ude af proportioner, siger den konservative formand Søren Pape Poulsen i meddelelsen.

For en uge siden meddelte justitsminister Søren Pind (V), at han vil foreslå at genindføre sessionslogning, som betyder, at kommunikationen fra apps som Skype og Messenger skal lagres og kunne udleveres til myndighederne.

Den ide har fået umiddelbar støtte fra Dansk Folkeparti, mens blandt andre Enhedslisten har udtrykt stærk skepsis, fordi de mener, at logningen vil krænke danskernes privatliv.

Nu har venstrefløjen så fået en umage allieret i de Konservative, der også mener, at forslaget er for indgribende.

- Der skal naturligvis sættes hårdt og kontant ind over for terrorister og kriminelle. Ingen tvivl om det. Vi må dog ikke sætte vores frihed overstyr undervejs, bare fordi det virker praktisk og nemt for myndighederne, siger Søren Pape Poulsen i meddelelsen.

Sessionslogning har tidligere været brugt i Danmark, men blev afskaffet i 2014.

Under den tidligere ordning skulle teleselskaberne udtage stikprøver af data fra centrale steder på nettet. Nu lægges der op til en logning af hver eneste session, der bliver foretaget på internettet relateret til den enkelte bruger.

Forslaget har i forvejen mødt modstand fra LA, Å, SF, R og EL.

Dermed står et flertal og falder med stemmerne fra Socialdemokraterne, der afventer, at forslaget fremlægges af Søren Pind i næste uge.

- Vi vil se forslaget, før vi forholder os til det. men der er ingen tvivl om, at det er et problem, at terrorister kan kommunikere frit på internettet. Derfor skal der findes løsninger, sige retsordfører Trine Bramsen (S) til Ritzau.

/ritzau/