Kabineansatte vil mødes med SAS til nye forhandlinger

Skrevet af admin

02/03/2015

Mest læste i dag

Det dybfrosne forhold mellem flyselskabet SAS og de 1300 danske kabineansatte er ved at tø en lille smule op.

Efter trusler om fyring er de kabineansatte ved at vende tilbage til arbejdet, og deres fagforening, CAU, vil genoptage forhandlingerne med SAS. Hvad de præcist skal forhandle om, vil næstformanden i CAU, Jean Pierre Schomburg, ikke helt løfte sløret for.

- Vi vil genoptage forhandlingerne med SAS, så snart vi hører fra dem. Jeg står til rådighed, så snart jeg har sovet. Jeg har ikke sovet i mange dage, siger Jean Pierre Schomburg til Ritzau.

Spørgsmål: Hvad vil I forhandle med SAS om?

- Hvad der skal forhandles om, bliver mellem SAS og CAU i et lukket forhandlingslokale, svarer Pierre Schomburg.

Selv om CAU-næstformanden er fåmælt om, hvad der skal på forhandlingsbordet, oplyser han dog, at det blandt andet kommer til at dreje sig om de 27 suspenderede kolleger, som SAS suspenderede med den begrundelse, at de har presset kolleger til ikke at genoptage arbejdet.

Arbejdsretten pålagde søndag de kabineansatte at gå i arbejde, men det påbud blev ikke fulgt. SAS svarede igen med et ultimatum: Enten genoptager de kabineansatte arbejdet mandag klokken 12, eller de kan betragte sig som fyret.

Efter et døgns dramatik trækker de ansatte i uniformen, og det er de blevet rådet til.

- Vi har anbefalet de strejkende, at de svarer positivt tilbage på mailen fra SAS-ledelsen. Stemningen er, at de også gør det.

- De går hjem og trækker i uniformen, og så er de tilbage i lufthavnen så hurtigt som muligt, siger Jean Pierre Schomburg efter et møde på Hotel Park Inn Radisson ved Kastrup mandag, hvor 200 kabineansatte drøftede situationen.

Spørgsmål: Hvor mange kabineansatte går i arbejde igen?

- Det er alle 1300, der vender tilbage til arbejdet. Begrundelsen er, at vi vil have normaliseret forholdene og have flyene i luften, svarer Jean Pierre Schomburg.

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt kabinepersonalet gjorde, at SAS mandag har aflyst 50 flyafgange.

/ritzau/