Kammeradvokaten har stadig monopol trods Venstre-løfter

- Kammeradvokatens monopol er brudt.

Sådan lød det begejstret fra Venstre, da partiet for et par år siden fik presset daværende finansminister Bjarne Corydon (S) til at lave en ny aftale med Advokatfirmaet Poul Schmith.

Med aftalen skulle det være slut med, at statens faste advokat, Kammeradvokaten, skulle tjene styrtende med penge på opgaver for staten uden at frygte, at statslige myndigheder kunne finde på at give arbejdet til andre private advokatfirmaer.

Kammeradvokaten er også et privat advokatfirma, og med aftalen har statslige myndigheder siden 1. januar 2015 kunnet søge Finansministeriet om lov til at bruge andre firmaer.

Men ser man på årets første godt syv måneder, er monopolbruddet til at overse. Det skriver Politiken torsdag.

I blot tre tilfælde har myndigheder bedt om og fået lov til at benytte en anden advokat. Det oplyser Moderniseringsstyrelsen til avisen.

I samme periode har staten sendt omkring 2200 sager til Kammeradvokaten.

De blot tre tilfælde får nu støttepartierne Liberal Alliance og Dansk Folkeparti til at kræve Venstres finansminister, Claus Hjort Frederiksen, på banen.

- Man må jo drage den konklusion, at monopolet tilsyneladende kun er brudt på papiret og ikke i virkeligheden, og det er rigtig ærgerligt, siger retsordfører Christina Egelund (LA) til Politiken.

Hun vil nu bede ministeren redegøre for, hvad der er årsag til, at "man er så sløv i betrækket i forhold til i virkelighedens verden at bryde det her monopol".

Retsordfører Peter Kofoed Poulsen (DF) kalder det tankevækkende tal.

Også Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, angriber de ansatte under partifælle og finansminister Claus Hjort Frederiksen.

- For mig ser det ud til, at man fra embedsmændenes side stadig ønsker at favorisere et bestemt privat advokatkontor, Kammeradvokaten, siger han til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip