Kevin Magnussen udgår i Monaco efter flere uheld

Skrevet af admin

29/05/2016

Dagens topnyheder

Racerkøreren Kevin Magnussen (Renault) måtte udgå af søndagens Formel 1-grandprix i Monaco.

Den 23-årige dansker blev trukket ud efter 34 omgange af gadeløbet efter flere sammenstød med barrieren på den regnvåde bane.

Problemerne begyndte på 21. omgang, hvor russiske Daniil Kvyat (Toro Rosso) alt for hasarderet forsøgte at overhale Magnussen indenom, selv om der slet ikke var plads. Resultatet blev, at Kvyat trak danskeren ud i autoværnet.

En frustreret Kevin Magnussen råbte, "hvad laver han?" over teamradioen, inden han fik bakket væk og kørte ind i pitten for at få tjekket sin racer. Fejlen kostede næsten en omgang og sendte danskeren ned på 19.-pladsen.

Daniil Kvyat havde slet ingen grund til at genere Magnussen, da russeren tidligt i løbet selv var blevet sat med en omgang.

Dækkene gav generelt store udfordringer for samtlige kørere, og på 34. omgang blokerede danskerens ene forhjul i et sving, hvilket betød, at han kørte ind i barrieren og smadrede frontvingen. Det tvang ham til at tage det fjerde pitstop.

Kort efter blev danskeren bedt om at køre ind i pitten igen, og så kom Magnussen aldrig tilbage på banen.

De besværlige vejrforhold og smalle passager betød, at mange kørere måtte udgå af sæsonens sjette grandprix.

Allerede på niende omgang mistede Magnussens holdkammerat, Jolyon Palmer, herredømmet over sin racer og skrabede henad barrieren. Det betød, at briten måtte udgå.

Palmer var tilsyneladende uden skyld i uheldet, der formentlig skyldtes en fejl på Renault-raceren.

Kimi Räikkönen (Ferrari), Daniil Kvyat (Toro Rosso) og Max Verstappen (Red Bull) ramlede også ind i autoværnet og var færdige i Monaco, da Kevin Magnussen blev trukket ud af løbet.

Magnussen indledte det prestigefyldte gadeløb fra en startposition som nummer 16.

Klokken 15.20 er det endnu ikke afgjort, hvem der vinder i Monaco.

/ritzau/