KIF Kolding prygler Århus og tager første slutspilssejr

Skrevet af admin

29/04/2016

Mest læste i dag

KIF Kolding København er godt på vej mod DM-semifinalerne i Boxer Herreligaen.

Torsdag aften vandt de regerende håndboldmestre 27-23 på udebane over Århus Håndbold.

Det var KIF Koldings første sejr i tre forsøg i slutspillet, mens Århus Håndbold fortsat har sin første sejr til gode.

Hjemmeholdet førte ellers 14-12 efter en første halvleg, hvor KIF Kolding ikke kunne få angrebsspillet til at fungere.

Kampbilledet ændrede sig radikalt i anden halvleg, hvor hjemmeholdets spillere fremstod mere og mere trætte.

Samtidig stod Kasper Hvidt godt i Kolding-målet.

I den anden ende blev Århus-målmændene Jens Fredsgaard og Jan "Tromle" Nielsen" til gengæld skudt i sænk, ikke mindst af gæsternes Konstantin Igropulo.

Russeren blev Kolding-topscorer med syv mål.

Det endte med en sikker sejr, der sender KIF Kolding op på siden af GOG Håndbold på de to øverste pladser i slutspilspulje 2, der udløser en plads i semifinalerne.

Begge hold har fem point efter tre kampe. KIF Kolding havde to point med over i slutspillet, fordi holdet blev nummer to i grundspillet.

Aalborg Håndbold er nummer tre med tre point, mens Århus Håndbold er sidst med to point.

/ritzau/