Kim Jong-un: Ubådsmissil var den største succes

Skrevet af Redaktionen

25/08/2016

Dagens topnyheder

Nordkoreas affyring af et ballistisk testmissil onsdag fra en ubåd var en stor succes, mener landets ubestridte leder, Kim Jong-un.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau KCNA torsdag.

Faktisk betegner Kim Jong-un testen, hvor missilet fløj 480 kilometer, som den "største succes".

- En testaffyring af et strategisk, ballistisk missil fra en ubåd blev succesfuldt udført under overværelse af den øverste leder af Koreas Folkehær, Kim Jong-un.

- Han betegnede affyringen som den største succes og sejr. Han noterede sig med stolthed, at affyringen beviste, at Den Demokratiske Folkerepublik Nordkorea er blandt de førende militærmagter med atomvåben, skriver KCNA.

Missilet blev ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhaps oplysninger sendt op omkring klokken 5.30 onsdag morgen lokal tid ud for den nordkoreanske østkyst. Tilsyneladende tæt på byen Sinpo, hvor Nordkorea ifølge Sydkorea har en ubåds-base.

Nordkorea har den seneste tid udført adskillige affyringer af missiler. Oftest er det foregået fra land.

Missilaffyringerne har været med til at øge spændingerne på den koreanske halvø. Desuden er Nordkoreas forhold til det internationale samfund blevet yderligere anspændt.

Nordkoreas seneste affyring skete, to dage efter at Sydkorea og USA indledte en årlig militærøvelse på den sydkoreanske del af halvøen. Styret i nord har fordømt øvelsen og kaldt den en forberedelse på invasion.

Siden Kim Jong-un efterfulgte sin far som leder i 2011, menes Nordkorea at have prøveaffyret flere end 30 ballistiske missiler. Deriblandt et mellemdistancemissil, der teoretisk kan flyve så langt, at USA's militærbase på øen Guam er inden for rækkevidde.

/ritzau/