KL kvitterer for flere flygtningebørn i privatskoler

Skrevet af admin

05/05/2016

Dagens topnyheder

Kommunerne kvitterer for, at landets friskoler er klar til at løfte deres del af opgaven med at integrere flygtningebørn.

- Det, synes jeg, er superpositivt, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg Kommune og formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL).

Meldingen kommer, efter at formanden for Dansk Friskoleforening, Peter Bendix Pedersen, har sagt, at friskolerne er klar til at optage en større del af de tusindvis af flygtningebørn, der i disse år ankommer til kommunerne.

- Alle skal løfte i fællesskab, og en meget stor del af finansieringen af privat- og friskoler kommer fra det offentlige, og derfor er det også rimeligt, at de løfter en del af den her opgave, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har opfordret landets 337 friskoler og 146 privatskoler til at optage op mod 700 flygtningebørn i første omgang.

Friskolernes formand siger, at han ikke vil lægge sig fast på et bestemt antal børn, men at man overordnet set er klar til at bidrage til at løse opgaven.

Han lægger dog vægt på, at skolerne skal have en fair betaling for at løse opgaven. Thomas Kastrup-Larsen erkender, at der kan være særlige forhold ved undervisningen af flygtningebørn, som koster ekstra.

- For nogle opgaver med flygtningebørn er øgede omkostninger, men jeg vil ikke bare sige ja til at åbne pengekassen. Jeg synes godt, de kan rumme nogle af dem inden for de vilkår, de har i forvejen, siger Thomas Kastrup-Larsen, der er klar til at tage en nærmere drøftelse med fri- og privatskolerne om en løsningsmodel.

Eleverne i de private skoler vil også have godt af at møde flygtningebørn, siger han.

- Jeg tror også, det vil være en fordel for børn på privat- og friskoler at møde flygtningebørn i hverdagen. Ellers får vi sådan nogle pupper, hvor nogle ikke møder flygtningebørn, mens andre møder rigtig mange. Det skaber et meget opdelt samfund, siger Thomas Kastrup-Larsen.

/ritzau/