Klopp har sidste skud i bøssen for at sikre eftermælet

Skrevet af admin

28/04/2015

Dagens topnyheder

Det gælder en plads i finalen i den tyske pokalturnering, når Borussia Dortmund tirsdag aften gæster Bayern München. Men det gælder også sikringen af et eftermæle for en ikonisk træner.

Da Jürgen Klopp satte sig i trænersædet hos Dortmund i 2008, trådte han ind i en økonomisk ramponeret klub efter flere års overforbrug, og han overtog et hold, der havde opnået en 13. plads i Bundesligaen den forgangne sæson.

De færreste havde nok forventet, at den skøre kasketklædte træner med en middelmådig karriere som spiller bag sig ville bringe holdet fra Ruhr-distriktet tilbage til toppen af europæisk fodbold på få år.

Klopp viste sig imidlertid at være træneren, der kunne forløse talentmassen i Dortmund med et stærkt begrænset budget.

I sin tredje sæson førte han klubben til det første mesterskab i ni år, og minsandten om ikke han gentog bedriften året efter i sæsonen 2011/2012 - endda med rekordhøj pointhøst.

Den tidligere Mainz-træner havde endegyldigt manifesteret sig som manden, der kunne sætte de evige rivaler fra Bayern München til vægs.

Champions League-finalen i den følgende sæson mod netop Bayern München skulle være prikken over i'et i fortællingen om et genrejst storhold, men en sen scoring af Arjen Robben sendte trofæet til det sydlige Tyskland.

Magtbalancen tippede igen, og Bayern München har netop sikret det tredje mesterskab på stribe, mens Dortmund fortsat lapper på en sløj sæson, der halvvejs bød på overhængende nedrykningsfare.

For halvanden uge siden meddelte Dortmund så, at klubben og Jürgen Klopp var blevet enige om at stoppe samarbejdet til sommer. Klopp mente ikke længere, han var den rette mand til jobbet.

Afløseren er fundet i form af Thomas Tuchel, men Jürgen Klopp har en sidste mission. Han skal sikre Dortmund pokaltitlen i år og en flot afslutning på sin tid i klubben. Begge dele går over Bayern München i semifinalen på udebane.

Værterne ønsker at aflevere en buket blomster til Klopp som tak for syv års god rivalisering, men det kommer til at foregå efter kampen, har Klopp bestemt.

- Det er en sød gestus, men tirsdag kommer vi for at kæmpe, og vi vil ikke svække os selv med blomster, siger den karismatiske træner ifølge AFP.

Nok har Jürgen Klopp meddelt sit stop, men ærgerrigheden lever i bedste velgående, og det samme gælder for klubben.

- Vi er i den afgørende fase af sæsonen og ikke i farveltilstand, siger Dortmunds administrerende direktør Hans-Joachim Watzke.

Kampen spilles tirsdag klokken 20.30 på Allianz Arena i München.

/ritzau/