Komiker: Det er utilgiveligt at glemme dansk

Komikeren Sofie Hagen er født i Danmark, men har haft stor succes som komiker på den engelske scene. Hun er lige nu nomineret til årets komiker ved Zulu Comedy Galla for at have sat dansk stand-up på verdenskortet med sit debutshow, "Bubblewrap".

Og det er en stor ære for komikeren, der de seneste år har boet i London.

- Jeg føler, at jeg flyttede fra Danmark, inden jeg blev komiker, og så blev det i udlandet. Med denne nominering føler jeg virkelig, at Danmark anerkender mig som komiker, og det er et kæmpe skulderklap, siger Sofie Hagen, der er opvokset på Fyn og i Farum.

Foruden den danske nominering har Sofie Hagen med "Bubblewrap" også vundet den fornemme pris "Best Newcomer" ved Edinburgh Fringe Festival.

Men det er ikke kun en dans på roser at tage til England for at blive komiker. Blandt andet mener Sofie Hagen, at danskerne ikke tolererer, hvis man glemmer det danske sprog.

- Jeg havde på et tidspunkt et show i Danmark, hvor jeg var kommet direkte fra England, var syg og ikke havde sovet. Midt i mit set kom jeg til at slå over i engelsk, fortæller den 27-årige komiker og fortsætter:

- Der er intet, folk kan tilgive mindre, end hvis du glemmer at tale dansk. Det er uacceptabelt. Tænk på, da Sidney Lee kom hjem med en amerikansk accent - det var helt forfærdeligt, at han vovede at glemme dansk, siger Sofie Hagen, der dog godt kan forstå de forargede danskere.

- Jeg havde nok haft den samme reaktion, hvis andre slog over i engelsk. Men jeg var bare så træt, siger en glad Sofie Hagen.

Det er heller ikke altid problemløst at skulle være en fuldblodsdansker, der flytter til London. Blandt andet volder nogle danske sætningskonstruktioner stadig problemer i dagligdagssituationer, når de ikke kan oversættes direkte til engelsk.

- Jeg kommer nogle gange til at starte en sætning "thanks for..." når jeg vil siger tak for mad. Det er ikke noget, de siger på engelsk overhovedet. Men jeg ville gerne indføre "thanks for food". Det ville gøre det meget nemmere, ler Sofie Hagen.

Zulu Comedy Galla afholdes den 1. september i Operaen i København, og sendes på TV2 Zulu den 11. september.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip