Kommentator om 1. maj: Mette F. er hårdere end Thorning

Skrevet af admin

01/05/2016

Dagens topnyheder

Social ulighed, kampen mod skattely og offentlige nedskæringer.

Mette Frederiksens første 1. maj-taler som formand for Socialdemokraterne er helt efter bogen. Hun tager fat på klassiske, socialdemokratiske mærkesager og har skytset rettet skarpt mod de borgerlige partier.

Men hun er hårdere i sin kritik af de politiske modstandere, end hun plejer at være.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator hos netavisen Altinget Erik Holstein.

- Der er nogle fronter til de borgerlige, som bliver trukket meget kraftigt op.

- Og hun smider lidt af den tilbageholdenhed, som nogle gange har været for udpræget til dagligt. Her får man Mette Frederiksen på ølkassen, siger Erik Holstein.

Mette Frederiksen anklager i sine 1. maj-taler regeringen og Dansk Folkeparti for at splitte Danmark og gøre for lidt for de danskere, der har mindst.

Hun fremhæver blandt andet, at regeringen vil bygge markant færre almene boliger i byerne. Og at regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti har indført det omdiskuterede kontanthjælpsloft.

Ifølge politisk kommentator Erik Holstein er den nuværende S-formand mere markant i sine 1.maj-udtalelser, end hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt var.

- Talen er meget klarere i sin profilering over for de borgerlige partier sammenlignet med de sidste taler, som Thorning-Schmidt holdt.

- Det afspejler dels, at Mette Frederiksen nok har en stærkere ideologisk forankring end Helle Thorning-Schmidt. Men det afspejler også, at hun kan tale mere frit som oppositionsleder. Hun kan vise mere kant, siger Erik Holstein.

Mette Frederiksen sender dog også nogle kritiske, værdipolitiske kommentarer i retning af partierne på den røde fløj:

- Almindelige menneskers bekymringer fejes til side, og forsøg på at finde holdbare og realistiske svar på tidens udfordringer beskrives som selve humanismens fald.

- Ordene er forskellige. Men fløjene splitter, siger hun i sin 1. maj-tale.

S-formanden understreger dermed, at de bløde synspunkter i udlændingepolitikken er med til at grave grøfter i samfundet, vurderer Erik Holstein.

- Hun gør ikke ret meget ud af emnet 1. maj, men hun markerer alligevel, at hun står fast på den ret stramme udlændingepolitik, som Socialdemokraterne står for, siger han.

/ritzau/