Kraftig regn og skybrud truer disse dele af landet

Skrevet af admin

25/06/2016

Mest læste i dag

Jyder og fynboer skal gøre sig klar til potentielle oversvømmelser af kældre og lavtliggende områder, kraftig torden og vand på kørebanen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler lørdag risiko for kraftig regn og lokale skybrud i Jylland og på Fyn.

Regnen er allerede begyndt at falde i den sydlige del af landet, oplyser Henning Gisselø, vagtchef hos DMI.

- Det er et område med regn og torden, der trækker ind over Sønderjylland og den sydlige del af Fyn i øjeblikket.

- Det bevæger sig nord på i løbet af eftermiddagen og aftenen og breder sig til hele Jylland. Der er mulighed for, at den kraftige regn kan fortsætte hele natten, siger han.

Den kraftige regn kan derfor fortsætte fra lørdag helt frem til søndag morgen og vil formodentlig kun falde i perioder.

- Det vil næppe regne hele tiden, men der kan komme perioder, hvor der kan falde ret meget regn og torden, siger Henning Gisselø.

I DMI's varsel står der, at der er risiko for kraftig regn, der kan stedvis falde mellem 25 og 35 millimeter på seks timer, og at regnen kan være ledsaget af torden.

Forskellen mellem kraftig regn og skybrud er, at skybrud er intens regn i en kort periode, hvor der minimum falder 15 millimeter på en halv time.

Kraftig regn strækker sig over en længere periode, og samlet set kan der også falde mange millimeter regn, fordi det fortsætter i lang tid, og mængden af regn på den måde bliver større med tiden, oplyser vagtchefen.

I Jylland og på Fyn kan den kraftige regn og skybruddene, der muligvis får følge af torden, medføre vand på kørebaner og i viadukter, nedsat sigtbarhed og fare for lynbrande

Sjællænderne slipper for de store byger, men vil få lidt regn i løbet af lørdagen.

Søndag vil ifølge vagtchefen føles som et frisk pust, eftersom kold luft strømmer ind over landet. Regnbygerne vil være trukket længere nord på, og der vil ikke længere være risiko for kraftig regn.

/ritzau/

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: