Kristian Jensen venter nordisk kritik af Rusland

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

Rusland skal aktivt sikre, at der genskabes fred i det østlige Ukraine, hvor OSCE's udsendte fra den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde chikaneres og trues. Samtidig sker der flere væbnede træfninger på skillelinjen mellem parterne.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V), som mødes i København med nordiske og baltiske kolleger fra Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen.

- Det er dybt bekymrende. Fra mødet kommer vi forhåbentlig også med en ret stærk markering, hvor vi tager afstand fra Ruslands aggression og indblanding i Ukraine, siger Kristian Jensen.

I 2015 er han formand for det nordisk-baltiske samarbejde. På mødet skal ministrene drøfte konflikten mellem Ukraine og Rusland, som især bekymrer de baltiske lande.

Danske og norske F-16 fly har lavet "air policing", som håndhæver luftrummet over Baltikum.

Men vi samarbejder også med russerne, påpeger Kristian Jensen.

Onsdag blev den danske astronaut Andreas Mogensen sendt op fra den russiske rumbase i Bajkonur i Kasakhstan sammen med en russisk kosmonaut. Så samarbejdet fungerer på visse områder.

- Vi har også et samarbejde med russerne i hele det arktiske område. Vi er også nødt til at samarbejde med dem om spørgsmål med betydning for Østersøen.

- Vi kan godt have en kritisk dialog med Rusland, hvor man løser problemer som at opsende den danske astronaut. På den anden side kan vi være meget kritiske om, at Rusland ikke overholder Minsk-aftalen (om Ukraine), siger Kristian Jensen.

Til nytår skal Minsk-aftalen være på plads, forklarer han.

- Vi kommer også til at drøfte EU's sanktioner. De påvirker helt klart russisk økonomi meget negativt. Jeg håber, at vi kan presse Rusland væk fra konfrontation, siger Kristian Jensen.

/ritzau/