Kronprins Frederik: Marginalerne var imod Wozniacki

Skrevet af admin

06/07/2015

Mest læste i dag

Der var prominent besøg i skikkelse af kronprins Frederik på bane to, da Caroline Wozniacki mandag tabte sin 1/8-finale i Wimbledon til spanske Garbine Muguruza.

Kampen var tæt, men spanieren var skarpest på de vigtige point og vandt 6-4, 6-4. Det ærgrede kronprinsen.

- Det var tæt på. Få marginaler skilte dem ad, og det var to procent, der fik kampen til at tippe, siger kronprins Frederik.

Wozniacki kom ellers foran 2-0 i andet sæt, men blev prompte brudt tilbage.

- Havde hun holdt sin serv til 3-0, kunne hun have vundet andet sæt, siger kronprins Frederik, der trods alt så lyspunkter i Wozniackis præstation.

- Det var godt at se, at hendes førsteserver fungerer godt. Hendes forhånd er også blevet bedre, siger kronprins Frederik.

Han er på Wimbledon-anlægget mandag og tirsdag, inden andre pligter kalder.

/ritzau/