Kulturbærer snupper endnu en sæson i Esbjerg

Skrevet af admin

07/07/2015

Mest læste i dag

Jerry Lucena debuterede for Esbjerg i april 1999 og har siden spillet 281 kampe i den blåhvide trøje. Nu forlænger han og Esbjerg aftalen med et år, så den løber frem til juni 2016.

Samtidigt vil Lucena blive tilknyttet et elitehold som assistenttræner og lette overgangen for unge spillere, der træner med superligatruppen.

- Jeg er rigtig glad for, at Esbjerg har givet mig muligheden for at slutte af i Esbjerg med en lidt alternativ kontrakt.

- Jeg er bevidst om, at det ikke bliver til så meget spilletid, men min rolle går i højere grad på at bevare kulturen i truppen og hjælpe de unge, så de også ved, hvordan det er at være en Esbjerg-spiller.

- Jeg har altid været stolt over at spille for Esbjerg, så det er en drøm for mig at slutte i den klub, jeg startede i, da jeg var fem år, siger Lucena til klubbens hjemmeside.

Den 34-årige allroundspiller vendte i sommeren 2012 tilbage til Esbjerg efter fem sæsoner i AGF og har siden været anvendt som værdifuld gardering på flere positioner.

Til trods for to U21-landskampe for det danske landshold valgte Lucena for fire år siden at stille op for Filippinerne og har spillet 30 A-landskampe siden debuten i marts 2011.

- Landsholdet giver en masse eventyr, og det er noget, der giver lidt ekstra krydderi i min verden.

- Vi har en VM-kvalifikation, hvor vi er i en gruppe på fem hold, og den er kørende indtil marts næste år, og derfor er det også vigtigt for mig, at jeg kan blive ved med at få træning på højeste niveau, siger han.

Lucena var tidligere tilknyttet som assistenttræner i U14-årgangen, men vil nu tilknyttes et elitehold, hvor han skal læres op.

- Jerry Lucena er en kulturbærer, der har haft sin gang i klubhuset og kender klubbens historie og traditioner.

- Tanken er, at han nu skal med på træningsbanen et par gange om ugen for et af eliteholdene, så han kan vejlede og komme med gode råd for de unge spillere, siger Esbjergs ungdomselitechef Niels Erik Søndergaard.

/ritzau/