Kulturminister: Martyrudstilling provokerer mig som menneske

Skrevet af admin

01/05/2016

Dagens topnyheder

Kulturminister Bertel Haarder (V) føler sig allerede inden åbningen af udstillingen "Martyrmuseum" voldsomt provokeret.

Forargelsen kommer af, at arrangørerne vil udstille billeder af terroristerne fra angrebet 11. september 2001 i USA side om side med andre historiske personer, der er gået i døden for deres overbevisninger.

- Det er provokerende, at man ligestiller frihedskæmpere og systembekæmpere med de terrorister fra Islamisk Stat (IS) og andre steder, som kun har til mål at slå så mange mennesker ihjel som muligt, siger Bertel Haarder.

Portrætter af blandt andre den græske filosof Sokrates og den polsk-tyske revolutionære socialist Rosa Luxemburg, der blev myrdet i 1919, vil være en del af udstillingen, som åbner 26. maj.

- Det er en sammenblanding, som er meget krænkende for pårørende til frihedskæmpere eller for folk, der er har stor sympati for Rosa Luxemburg - hvad jeg sådan set også selv har, siger ministeren.

Spørgsmål: Men skal kunsten ikke netop rykke i os og provokere os?

- Jo, men hvis det betyder, at man kan finde på de mest utrolige ting, så har man jo også lov til at reagere mod det som menneske. Det er ikke som minister, jeg reagerer, det er som historisk interesseret borger i Danmark, siger Bertel Haarder.

Det er teatret Sort/Hvid, der lægger lokaler til udstillingen, og teatrets kunstneriske leder, Christian Lollike, har tidligere skabt debat med et teaterstykke om Anders Behring Breivik.

Ida Grarup, der er en del af kunstnergruppen The Other Eye of The Tiger, som står bag udstillingen i Kødbyen i København, siger til Politiken, at man i Danmark har svært ved at forestille sig at gå i døden for noget som helst.

- At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i Bruxelles i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse mennesker indgår i udstillingen, siger Ida Grarup.

- Vi har arbejdet ud fra tanken om, at vi alle er helte i vor egen historie.

Men det formål køber Bertel Haarder ikke.

- Hvis meningen er at provokere, så er det lykkedes. Og så behøver vi ikke snakke mere om det, siger han.

/ritzau/