Kun 3 af 100 statsansatte vil flytte med til provinsen

Skrevet af admin

14/10/2015

Mest læste i dag

Blot tre procent af de statsansatte, hvis arbejdsplads rykker til provinsen, forventer selv at rykke med. Det viser en ny undersøgelse foretaget af fagforbundet Djøf, som Politiken omtaler onsdag.

Undersøgelsen er foretaget blandt Djøfs medlemmer, og det er kun 18 ud af de 558 adspurgte, der forventer at flytte deres hjem sammen med deres job.

Andre 12 procent svarer, at de vil blive boende, men pendle til deres arbejde.

30 procent vil pendle, indtil de finder et nyt job, mens over halvdelen forventer at stoppe i deres stilling.

Formand for offentligt ansatte i Djøf Lars Qvistgaard er overrasket. Han mener, at resultatet taler for sig selv:

- Vi vidste godt, at mange var skeptiske, men jeg er overrasket over, at så mange ikke vil flytte med. Vi havde tidligere troet, at omkring 10 til 15 procent ville flytte med. Det vidner om, at det her en mægtig svær beslutning, siger han til Politiken.

Undersøgelsen er den første af sin art, siden regeringen offentliggjorde sin plan 1. oktober.

I undersøgelsen peger over halvdelen – 54 procent – på familien som den primære årsag til, at de fravælger deres job for at beholde deres bopæl.

52 procent svarer, at "intet" kan få dem til at fortsætte i samme stilling, mens 16 procent er "overvejende uafklaret" eller "helt uafklaret".

Tidligere lektor på Syddansk Universitet og nuværende forskningskonsulent i regional udvikling Klaus Lindegaard har evalueret flere udflytninger af statsjobs. Han kalder de nye tal et "øjebliksbillede".

- Da sikkerhedsstyrelsen blev flyttet til Esbjerg, var det hver fjerde, der flyttede med. Og det er jo væsentlig højere end det tal, der kommer frem her. I det lys må man betragte det som en umiddelbar reaktion, siger han til Politiken.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, siger til Politiken:

- Jeg kan godt forstå den umiddelbare reaktion. Men jeg håber, at folk vil overveje, hvilke muligheder der vil ligge i det her. Det er ingen naturlov, at statslige arbejdspladser skal ligge i København.

/ritzau/