Kvinde kæmpede sig fri af voldtægt: Vidner efterlyses

Skrevet af admin

29/08/2014

Dagens topnyheder

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner til et forsøg på voldtægt på en sti bag Ballerup S-station lørdag morgen.

En 34-årig kvinde blev tidligt lørdag morgen – 23. august klokken 04.55 – forsøgt voldtaget af en gerningsmand på Pederstrupstien nær Ballerup S-station.

Gerningsmanden skubbede hende omkuld i et buskads, men kvinden satte sig til modværge og råbte om hjælp, og det fik gerningsmanden til at opgive og stikke af i retning mod Ballerup S-station.

- Selvom vi har efterforsket sagen siden lørdag, mangler vi stadig vidner. Ofret råbte højt, så folk i området kan meget vel have hørt hende, og måske har nogen set overfaldet. Dem beder vi henvende sig, siger politikommissær Hans Tonnesen.

Kvinden ankom til Ballerup S-station klokken 04.45 med S-tog linje H fra København mod Frederikssund, hvorefter hun gik fra stationen til Pederstrupstien.

Gerningsmanden beskrives som en sydeuropæisk udseende mand 25-35 år, 170-180 centimeter høj, almindelig af bygning, brune øjne og sort kort hår. Han var iført mørkt tøj.

Har du været i området lørdag morgen mellem klokken 04.30 og 05.00, så kontakt gerne Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

/ritzau/