Løkke: 2025-plan skal sænke skat og øge velfærd

Skrevet af admin

26/05/2016

Dagens topnyheder

Den skandinaviske model med lighed "og mulighed for at række ud efter succes" er den rigtige. Men vores samfundsmodel er især udfordret på tre punkter.

Sådan lyder konklusionen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han torsdag afsluttede det to dage lange møde på Marienborg. De tre udfordringer er ifølge Løkke:

- Vi er ikke gode nok til at skabe vækst og arbejdspladser. Der er for mange på offentlig forsørgelse frem for i arbejde. Og de offentlige finanser er historisk stramme.

Målet med 2025-planen bliver at adressere de tre udfordringer, så der kan skabes et øget råderum i den offentlige økonomi, siger Løkke.

- Tanken er at investere det større råderum i øget kernevelfærd og den helt nære velfærd, der består i lavere skat.

- Vi skal have sundhed i verdensklasse, en tryg omsorg for ældre og gode uddannelser. Skal vi levere det, så skal vi handle.

Mens støttepartiet Liberal Alliance kæmper hårdt for lettelser i topskatten, så lod statsministeren forstå, at hans prioritet ligger i den anden ende af lønskalaen.

- Vi vil gennemføre en skattereform, som især skal lempe skatten for de laveste arbejdsindkomster, lød det fra Løkke, som dermed måske er på vej mod et forslag om at øge beskæftigelsesfradraget.

Ifølge regeringsgrundlaget har regeringen dog som "ambition" at lette topskatten. Dermed er der lagt op til et svært skatteslagsmål i efteråret.

Løkke brugte sin afsluttende tale til at slå ned på flere af de emner, som var oppe på mødet. Blandt de opløftende ting var ifølge Løkke de muligheder, der følger med digitaliseringen.

Ifølge oplægsholder Esben Hallundbæk Østergaard fra Universal Robots kan digitaliseringen betyde, at produktionsjob i stort omfang begynder at flytte tilbage til Danmark.

For vi har teknologi og et vidensniveau, som gør, at vi måske kan udnytte maskiner til produktion bedre end andre lande.

- Det er et vigtigt tema, siger Løkke.

I forhold til skabelsen af nye virksomheder er det dog nødvendigt, at Danmark begynder at tiltrække flere internationale investeringer og skaber bedre mulighed for at iværksættere, fastslår Løkke.

Samtidig vil der i 2025-planen være et fokus på at sikre tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft. Det gælder både ufaglærte og personer med lange uddannelser.

Statsministeren lægger i den forbindelse op til, at flere skal vælge uddannelser, som "understøtter det erhvervslivet efterspørger".

- Noget af det kan løses i trepartsdrøftelserne. Andet handler om, at vi i det politiske system tager ansvar for at dimensionere uddannelsessystemet, så det modsvarer erhvervslivets behov, siger Løkke.

Selv om nogle økonomer på mødet advarede mod at overfortolke problemer med produktiviteten, så fastholder statsministeren, at danskerne skal yde mere på arbejdsmarkedet.

- Grundlæggende er der to ting, der tæller. Hvor meget, vi arbejder, og hvor meget vi får fra hånden, når vi arbejder. Begge parametre skal vi tage alvorligt, hvis vi vil aflevere et rigere Danmark til den næste generation, siger Løkke.

/ritzau/