Løkke-kritiker forlader Venstres ledelse

Skrevet af admin

03/07/2015

Mest læste i dag

Sidste sommer truede Venstres folketingsmedlem Preben Bang Henriksen med at gå, hvis partiformand Lars Løkke Rasmussen ikke fremlagde dokumentation for, at han havde betalt skat af det tøj, han fik af Venstre. Nu forlader Preben Bang Henriksen Venstres gruppeledelse.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Efter folketingsvalget blev Preben Bang Henriksen udpeget som gruppesekretær, da Venstres folketingsgruppe fordelte posterne. Men nu har han opgivet posten efter få dage.

- Jeg kan bekræfte, at jeg har trukket mig fra posten som gruppesekretær, siger Preben Bang Henriksen til avisen.

Han vil ikke oplyse, hvorfor han ikke længere er Venstres gruppesekretær.

- Det er sket på et lukket møde, så det kan jeg ikke sige noget om, fortæller Preben Bang Henriksen.

Han oplyser, at afgangen "hænger sammen med forløbet af det første møde i gruppebestyrelsen". Preben Bang Henriksen, som er advokat, afløses som gruppesekretær af Erling Bonnesen.

Dagen efter valget forudså Preben Bang Henriksen, at Løkke fik travlt, fordi Dansk Folkeparti blev det største borgerlige parti, mens Liberal Alliance også gik frem.

- Jeg vil nok mene, at Lars Løkke får noget at se til med Dansk Folkeparti, sagde Preben Bang Henriksen til DR Nyheder.

- Lars Løkke har fået to partier på hver sin side, som er gået frem. Samtidig er Venstre gået tilbage. Derfor bliver det ikke nemt at få enderne til at nå sammen.

Alligevel havde Preben Bang Henriksen stor tiltro til sin partiformand.

- Heldigvis er Lars Løkke Rasmussen forligenes mester. Det har han vist tidligere, hvor han har fået alle partier med i flere reformer, sagde Preben Bang Henriksen.

I oktober 2014 fik han før Venstres landsmøde dokumentation for, at Løkke havde betalt skat af sit tøj fra Venstre.

/ritzau/