Løkke: Strammere rådighedsregler får ikke flere i job

Skrevet af admin

29/05/2015

Dagens topnyheder

Lars Løkke Rasmussen (V) mener, at vicestatsminister Morten Østergaard (R) har fundet det forkerte værktøj frem i arbejdet med at få flere danskere i arbejde.

Venstre-formanden vil ikke afvise at tage en drøftelse med regeringen om strammere rådighedsregler for arbejdsløse, men det er ikke nok, mener statsministerkandidaten.

- Vi har relativt stramme rådighedsregler i dag, men det kniber med at realisere dem i praksis.

- Og det hjælper ikke at stramme dem, hvis folk ikke er motiverede til at tage et arbejde, og måske også et andet end det, man lige havde forestillet sig, siger Lars Løkke Rasmussen, som tilføjer:

- Jeg tror mere, det handler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor skal vi tilskynde danskerne til at tage et arbejde ved at sætte skatten for de små indkomster ned.

Venstre-formanden besøger fredag Svinninge Bageri på Vestsjælland, som har erfaringer med jobsøgende, som takker nej til arbejde, fordi de finder deres offentlige forsørgelse mere attraktiv.

- Jeg har siden i går fået rigtig mange henvendelser fra privatpersoner og virksomheder, som fortæller, at der er for lille forskel på at arbejde og at være på overførsel, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han har fortsat ikke sat tal på, hvor han ønsker at placere sit "moderne kontanthjælpsloft", og hvor meget skatten på de laveste indkomster skal ned for at gøre det mere attraktivt at arbejde.

Det fik fredag endnu engang statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at kritisere sin modstanders plan for at være ukonkret, da hun fremlagde Socialdemokraternes valgoplæg på et pressemøde i Aarhus.

Men det gør intet indtryk på Lars Løkke Rasmussen.

- Hvis det handler om at opnå en konkretiseringsgrad, som den Socialdemokraterne er kommet med i dag, så tror jeg, vi er milevidt foran, konstaterer han.

/ritzau/